Monday, 29 August 2011

Velkommen

Velkommen til min nye blog "La Vie Bohème" som skal handle om det gode liv, ting der inspirerer mig og min lille butik på Mols med samme navn. Jeg er tekstilformgiver og smykkemager, og nogen er måske allerede snublet over min anden blog "Fleur de Bohème", som jeg har haft i en årrække og som er på engelsk, da en stor del af mit kreative netværk bor udenfor Danmark. Men nu er tiden altså inde for en dansksproget blog også, og jeg håber I vil nyde den! I butikken sælger jeg mine egne håndlavede ting, vintagetøj, gammel porcelæn, vintage smykker, lidt bøger + kalendere, blomster fra egen have og så udvalgte lækkerier som indisk kaffe, hjemmelavet marmelade, honning og sjokolade.


Sommeren har været travl, da jeg også driver butikken "Sans og Samling" i Ebeltoft sammen med tre andre kunsthåndværkere, og det er jo altså om sommeren det sker her. Så renoveringen af min egen butik blev lidt forsinket - den liggerer i en gammel togvogn som er totalrenoveret med genbrugsmaterialer som gamle sprossevinduer og en smuk dør fra 1930.

Jeg er så heldig at folk ofte forærer mig gamle møbler og ting og sager fordi de ved, at så kommer de til et kærligt hjem.....! Den flotte afskallede disk på billede ovenpå er fra en veninde som flyttede tilbage til England (jeg er også den lykkelige ejer af det passende skab!) og det flotte sofa er fra en sød nabo.


Butikken er hovedsagligt indrettet med loppe-og marskandiserfund som er kommet under kærlig behandling og har fået en strøg maling.


Den flotte kommode kommer fra vores lokale marskandiser og har kun fået nye glasknopper - dog i bedste vintage stil ;-) Det er meningen at jeg fra næste sæson også sælger gamle istandsatte møbler, jeg finder jo hele tiden noget og kan desværre ikke beholde det hele!

På grund af den travle sæson er haven lidt forsømt, men jeg vil alligevel vise jer et billede af mine flotte hortensia som omkranser vores engelske havestue.


Vinteren var hård ved dem, og jeg var bange om de ville blomstre, men de står fint. Og så er der masser af blommer!!! Vi har to Reine-Claude træer i vores frugthave, og de bærer så mange frugter at nogle grene er knækket! Alene i går høstede vi over 10 kg som bliver til krydret gelé og marmelade - som forresten kan købes i butikken!


Jeg ønsker alle en dejlig sensommer med lidt fint vejr, og vi ses snart igen!

1 comment: